Affald bliver til energi i Roskilde
Det fælles kommunale affaldsselskab KARA/NOVEREN, som behandler affald fra en stor del af Sjælland, har indgået aftale med Bascon om at forestå projekteringsledelse og ingeniørrådgivning på en udvidelse af det eksisterende affaldsforbrændingsanlæg i Roskilde. Projektets samlede budget er på ca. 1.300 mill. kroner.
På anlægget skal der etableres en ny ovnlinie 6, som inddækkes af en facade, der er designet af den hollandske arkitekt Erick van Egeraat. Egeraat har vundet designopgaven ved en international arkitektkonkurrence.
Affaldsforbrændingsanlægget i Roskilde er en del af det net, der forsyner store dele af Storkøbenhavn med fjernvarme og leverer samtidig el til nettet. Det producerer, hvad der svarer til 19.000 husholdningers forbrug af el og 16.000 husholdningers forbrug af varme om året. Anlægget er ejet af 9 sjællandske kommuner som i fællesskab danner affaldsselskabet KARA/NOVEREN, der driver både et forbrændingsanlæg og andre affaldsanlæg på kommunernes vegne.
Bascon har en lang række referencer indenfor projektering af energianlæg i både Danmark og udlandet, som du kan læse mere om under punktet Projekter.
For mere information kontakt venligst projektleder og projekteringsleder Niels Winther Hansen på nwh@bascon.dk eller 8731 4430.
Designet af den hollandske arkitekt Erick van Egeraat